Jeg har gennem noget tid arbejdet med refleksion som begreb og kompetence. Det har ført mig gennem forskellige teorier om læring, metakognition og professionel praksis og efterladt mig med nogle spørgsmål, som jeg fortsat arbejder med.
Et af dem handler om, hvordan vi afgør, hvad der overhovedet er værd at reflektere over.
Da jeg fulgte Ledelsens Dag online den 19. november, fik netop det spørgsmål fornyet aktualitet. Der var flere gode oplæg, men særligt Nana Bules perspektiver på ledelse i en tid med kunstig intelligens gav anledning til at tænke videre.
Hun beskrev blandt andet, hvordan AI giver medarbejdere mulighed for selv at gennemføre analyser, udvikle idéer og afprøve løsninger, som tidligere ville have krævet langt flere ressourcer. Samtidig pegede hun på en udfordring, der følger med de nye muligheder. Når det bliver lettere at producere omfattende analyser og velargumenterede forslag, vokser også mængden af information, som nogen skal forholde sig til.
En analyse kan se nok så overbevisende ud uden nødvendigvis at være relevant for den konkrete virksomhed og dens situation.
Den pointe blev hængende hos mig. Måske fordi den rammer noget af det, jeg selv har været optaget af i arbejdet med refleksion. Vi kan blive stadig dygtigere til at undersøge og løse problemer, men det hjælper os ikke nødvendigvis, hvis vi tager udgangspunkt i en utilstrækkelig forståelse af problemet.
Den udfordring er naturligvis ikke opstået med AI.
Når vi løser det problem, vi tror, vi har
Forestil dig en virksomhed, hvor ledelsen gennem en periode har oplevet, at færre kunder vender tilbage. Salgstallene bliver gennemgået, medarbejderne bliver spurgt, og forskellige forklaringer kommer på bordet. Måske er priserne blevet for høje. Måske har konkurrenterne fået bedre tilbud, eller virksomhedens markedsføring er ikke længere tilstrækkelig effektiv.
Der bliver arbejdet grundigt med sagen. Efter flere møder beslutter ledelsen at investere i nye markedsføringsaktiviteter og et loyalitetsprogram.
Det kan være en udmærket beslutning. Men det kan også være, at virksomheden aldrig for alvor fik undersøgt, hvorfor kunderne holdt op med at vende tilbage.
Måske har deres behov ændret sig, eller de oplever ikke længere den samme værdi ved virksomhedens produkter. Det kan også være virksomhedens egen opfattelse af, hvad kunderne efterspørger, der ikke længere passer til virkeligheden.
Eksemplet er tænkt, men problemstillingen er velkendt i organisationsteorien. Vi forsøger at forstå nye situationer gennem erfaringer og forestillinger, som tidligere har hjulpet os til at træffe gode beslutninger. Det er både naturligt og ofte nødvendigt. Erfaring gør os i stand til at handle uden at skulle begynde forfra hver gang.
Udfordringen opstår, når de samme erfaringer får os til at overse, at situationen måske har ændret sig.
Og det kan sagtens ske i organisationer, hvor man ellers lægger stor vægt på at evaluere, lære og udvikle sig.
Refleksion er mere end at se tilbage
Donald Schön beskrev allerede i 1980’erne, hvordan professionelle reflekterer under og over deres handlinger. Han interesserede sig blandt andet for, hvordan vi håndterer situationer, hvor vores eksisterende viden og fremgangsmåder ikke slår til.
Et vigtigt bidrag fra hans arbejde er forståelsen af, at problemer i praksis sjældent foreligger i en færdig og entydig form. Vi er selv med til at afgrænse, hvad vi opfatter som problemet, og dermed også hvilke løsninger vi begynder at lede efter.
En beslægtet problemstilling findes i Chris Argyris og Donald Schöns arbejde med organisatorisk læring.
Her skelnes mellem single-loop learning, hvor organisationen korrigerer sine handlinger inden for eksisterende mål og antagelser, og double-loop learning, hvor den også undersøger og eventuelt ændrer de grundlæggende forhold, der styrer handlingerne.
Forskellen er relevant i en ledelsesmæssig sammenhæng.
Hvis virksomhedens strategi fortsat er hensigtsmæssig, kan det være fuldt tilstrækkeligt at justere arbejdsprocesser, ressourcer eller aktiviteter. Men hvis organisationen gentagne gange oplever, at resultaterne udebliver, kan der være grund til at undersøge, om problemet ligger et andet sted, end man hidtil har søgt efter løsninger.
Det lyder umiddelbart enkelt. I praksis er det mere kompliceret.
En organisations antagelser findes sjældent kun i dens strategidokumenter. De kommer også til udtryk i de spørgsmål, der stilles på ledelsesmøderne, de erfaringer, der tillægges betydning, og de forklaringer, som efterhånden bliver taget for givet.
Nogle af disse antagelser har måske været medvirkende til virksomhedens succes gennem mange år. Derfor kan det også være vanskeligt at opdage, hvornår de ikke længere er lige så anvendelige.
Der ligger en ledelsesopgave i at skabe mulighed for, at de kan undersøges.
Hvem bestemmer, hvad vi reflekterer over?
I mit eget arbejde med refleksionskompetence er jeg blevet optaget af en sondring, som jeg synes fortjener mere opmærksomhed.
Vi taler ofte om betydningen af refleksion, men hvordan forholder vi os egentlig til den måde, refleksionen foregår på?
Hvad gør vi til genstand for undersøgelsen, hvilke erfaringer og perspektiver inddrager vi, og hvad bygger vi vores vurderinger på?
Det er spørgsmål, som allerede behandles på forskellige måder i refleksionsforskningen. Min interesse handler især om, hvordan disse forhold spiller sammen, og hvordan vi udvikler evnen til at regulere vores egen refleksion.
Det perspektiv synes jeg også er relevant, når vi undersøger ledelse og organisatorisk læring.
Forestil dig en ledergruppe, der evaluerer et større projekt.
Der bliver afsat god tid, alle får mulighed for at bidrage, og forskellige erfaringer bliver diskuteret. Ledelsen beslutter efterfølgende, hvad der skal gøres anderledes næste gang.
Umiddelbart lyder det som en fornuftig evalueringsproces.
Men hvis deltagerne alene diskuterer, hvordan projektet blev gennemført, og aldrig undersøger, om projektet oprindeligt var den rigtige løsning, vil en væsentlig del af beslutningsgrundlaget forblive uundersøgt.
Det samme gælder, hvis medarbejdere med relevante erfaringer ikke bliver hørt, fordi de normalt ikke deltager i den slags møder.
Organisationen har gennemført en refleksiv proces, men det er ikke sikkert, at den har undersøgt de forhold, som kunne have ændret dens forståelse af situationen.
Her bliver refleksion også et spørgsmål om ledelse og organisationskultur.
Det er ledelsen, der i betydeligt omfang sætter rammerne for, hvilke problemstillinger der får opmærksomhed, hvem der bliver inddraget, og hvor meget plads der er til at udfordre etablerede opfattelser.
En leder kan sagtens opfordre medarbejderne til at tænke kritisk og samtidig, måske uden at være opmærksom på det, begrænse hvilke spørgsmål der reelt kan diskuteres.
Det kræver noget af en organisation at give plads til undersøgelser, der kan føre til, at tidligere beslutninger må genovervejes. Særligt når beslutningerne oprindeligt blev truffet med gode intentioner og på et grundlag, som dengang virkede solidt.
Jeg tror derfor, vi kan have gavn af at interessere os mere for, hvordan vi organiserer og regulerer refleksionen. Det gælder både den enkeltes evne til at undersøge egne antagelser og organisationens mulighed for at lære af forskellige erfaringer.
Det behøver ikke nødvendigvis føre til flere møder eller længere beslutningsprocesser. Det kan også handle om at ændre den måde, vi bruger den tid, vi allerede har afsat.
Flere analyser giver os ikke nødvendigvis bedre beslutninger
Det bringer mig tilbage til Ledelsens Dag og Nana Bules oplæg.
Vi har fået adgang til teknologi, der på kort tid kan bearbejde store datamængder, udvikle scenarier og præsentere forslag, som tidligere ville have taget betydeligt længere tid at udarbejde.
Det giver virksomheder nye muligheder, men den større analysekapacitet forbedrer ikke nødvendigvis kvaliteten af de spørgsmål, vi stiller.
En AI-genereret analyse kan eksempelvis give en detaljeret vurdering af, hvordan virksomheden kan øge salget til sine eksisterende kundegrupper. Analysen kan være grundig og anbefalingerne relevante i forhold til den opgave, systemet har fået.
Alligevel kan virksomheden have større behov for at undersøge, om den overhovedet henvender sig til de rigtige kunder.
Det er en udfordring, jeg synes, vi bør tage alvorligt.
For jo lettere det bliver at fremstille beslutningsgrundlag, desto mere opmærksomme bør vi være på de antagelser og prioriteringer, der bestemmer, hvilke analyser vi vælger at gennemføre.
Nana Bule stillede også deltagerne over for en interessant tanke. Hvordan ville vi indrette vores virksomheder, hvis vi skulle bygge dem op igen med de teknologiske muligheder, vi har i dag?
Den overvejelse kan være vanskelig, netop fordi vores erfaringer og tidligere beslutninger har været med til at forme den organisation, vi kender.
Det er samtidig et godt eksempel på, hvordan refleksion kan udfordre vores eksisterende forståelse og åbne for andre muligheder.
Der ligger også en problemstilling længere fremme, som jeg gerne vil undersøge nærmere.
Når teknologien overtager en større del af det arbejde, hvor vi tidligere selv undersøgte problemer, afprøvede løsninger og justerede vores forståelse undervejs, kan det ændre betingelserne for vores refleksion.
Måske får den refleksion, der finder sted før og efter en automatiseret proces, større betydning. Måske ændrer refleksionen under processen snarere karakter, fordi vores opgave i højere grad bliver at overvåge, vurdere og gribe ind.
Det er endnu et åbent spørgsmål i mit arbejde, og en problemstilling, der fortjener sin egen undersøgelse.
At vide, hvornår vi skal handle
Der er dog en anden side af refleksionen, som let bliver overset.
Vi kan også bruge så meget tid på at undersøge vores beslutninger, at vi får vanskeligt ved at træffe dem.
Hvis enhver situation kræver, at vi genovervejer alle vores antagelser og inddrager samtlige tænkelige perspektiver, bliver det vanskeligt at komme videre. Organisationer er afhængige af, at der bliver handlet, også når beslutningsgrundlaget er ufuldstændigt, og konsekvenserne ikke kan forudsiges med sikkerhed.
Det er derfor heller ikke mængden af refleksion, der i sig selv afgør dens værdi.
Vi må kunne vurdere, hvornår vores eksisterende viden er tilstrækkelig, hvornår en situation kræver en grundigere undersøgelse, og hvornår det giver mening at handle og lære af de erfaringer, der følger.
Det er en del af den refleksionskompetence, jeg finder interessant at arbejde videre med. Og det er efter min vurdering også en vigtig del af ledelsesmæssig dømmekraft.
For selv om teknologien giver os stadig bedre muligheder for at analysere, forudsige og automatisere, forsvinder behovet for at prioritere og træffe beslutninger under usikkerhed ikke.
Ledelsen skal fortsat kunne vurdere, hvad der fortjener opmærksomhed, og tage ansvar for de beslutninger, der bliver truffet.
Det forudsætter også en villighed til indimellem at undersøge vores egen måde at forstå problemerne på.
Næste gang en ledergruppe står over for en omfattende analyse eller en række velargumenterede løsningsforslag, kan det derfor være værd at overveje, om der er noget i den oprindelige problemforståelse, man endnu ikke har fået undersøgt.
Det kan vise sig at have større betydning for beslutningen end endnu en analyse.
